Bornholms kulturliv

 
Bornholm er en kreativ ø. At vi er så heldige at have en lang række dygtige glaspustere, keramikere, kunstmalere og andre kunsthåndværkere, er almindelig kendt. Men det bornholmske kulturliv er meget mere end det og er kendetegnet af lige så høj aktivitet og lokal involvering som på sports- og idrætsområdet.

Der er foreninger for enhver smag. Om du vil synge i kor, spille i band, træne hjernen over skakbrættet, involvere dig i kulturudveksling, studere historie, eller lære at lave film, finder du ligesindede.

Har du en skuespiller i maven, er Dramaskolen eller et af amatørteatrene måske noget for dig. Eller måske har en af de lokale revyer rundt på øen brug for et nyt talent.

Har du bare lyst til at lade dig underholde, er der også mange muligheder. Musikhuzet i Rønne afholder mere end 100 koncerter om året. I Rønne Theater - Danmarks ældst fungerende teater - kan du opleve omkring 50 danmarkspremierer om året foruden alle de andre forestillinger. Og så er der alle arrangementerne og foredrag i foreningerne, aftenskolerne og på bibliotekerne.

Den bornholmske kalender indeholder også mange årlige kulturbegivenheder. Kulturugen, Traid and Aid-koncert på Hammershus, Allinge Jazzfestival, middelalder-festival, Bornholmerrevyen, og den helt nye mad-kulturuge, som blev afholdt første gang i september 2008.

Nye initiativer er også keramik- og glasbiennalerne som skiftes hvert andet år (første gang hhv. 2007 og 2008), hvor kunstnere fra det meste af verden mødes på Bornholm og udstiller sammen.


Oveblik over øens kulturelle faciliteter

• 7 biblioteker

• 3 biografer

• 4 aftenskoler

• 2 amatørteatre, Egnsteater, Teaterforeningen Bornholm og Rønne Theater

• Musik- og billedskole (alle aldre)

• Dramaskole (alle aldre)

• Højskole med div. korte kurser

• Musikhus og div. spillesteder

• og en lang række udstillingsssteder 

 
Biblioteker

Få en oversigt over øens mange biblioteker.

 
 
Kalender

Se aktiviteter og arrangementer i Velkomstcenterets kalender.